udsnit af bogen....Pigen i Lilleskoven.
.........Begge hendes forældre boede i den samme by, så det var dejligt nemt, når hun skulle skiftes til at være hos dem....og af og til kunne hun cykle hen til sin far midt på ugen....0sv
....Pigen åbner øjnene. Hun står ikke længere i kanoen, men på en grårød klippe, hvor der er malet mange forskellige tegn og streger med rød maling.
Når hun ser nærmere efter, kan hun godt se, at de er hugget ned i klippen.
Foran hende ligger der store klippeblokke, og der gror skovfyr og birketræer i sprækker og revner.
Kigger hun til højre, er klippen bevokset med lave græsser, som er fyldt med morgendug og rim, og som med solens hjælp, udsender en kaskade af regnbuefarver og glitrende lysglimt mod pigen.
Hun trækker vejret dybt....Naturen er jo helt fantastisk smuk, og de mange forskellige tegn på klippen, må være de helleristninger, som hendes far har fortalt om,...og som de skal besøge, når de kommer til Brastad i Sverige til sommer.
Hvorfor ...og hvordan var det nu med de helleristninger??
Lyngfeen som stadig er hos hende, synger med klokkeklar stemme, som svar.
Nu her du står..I tidens vælde.
Blandt stene går...der rig og trælle.
Troen, Håbet, Hjertesukket,
Der i klippen er udhugget.
Tusind mennesker som dig,
har på denne klippe fundet vej.
Ind til hjertets skjulte kammer,
ønsker, håb og savn og jammer.
HUSK, Her er et helligt alter,
GID i mennesker det godt forvalter.
Alt medens Lyngfeen synger, ser pigen mannge mennesker komme og gå.
Lavtstammede mennesker i underligt tøj, og anderledes sprog.
Af og til kommer de alene. ...andre gange i store forsamlinger.
F.eks. kommer der en kvinde med sit døde barn, og en anden med sit nyfødte baren...eller de kommer som en hel familie....og alle siger de stille bønner, eller udfører smukke ritualer, i solens eller fuldmånens skær, mens de hugger...eller blot tegner disse figurer på klipperne.
Altid er det som om, at de forlader stedet med en speciel, næsten lysende ro og tryghed.
Lyngfeen stopper sin sang, og synet af de mange mennesker forsvinder i en lysende morgendis.
Pigen går et skridt nærmere helleristningerne, og føler en dyb ærbødighed for klipperne, for de røde tegn, samt for alle de mennesker, der gennem tiderne har brugt dette sted. Hun sætter sig ned, og tegner med fingrene et hjerte, og ønsker glæde og kærlighed til alle dem hun kender, og pludselig føler hun selv, at denne smukke og sælsomme ro kommer til hende. hun smiler og kigger efter lyngfeen, hun skal jo tilbage til den lyserøde kano....Et lysglimt...Var det lyngfeen...Åh, nej, det var bare et par billygter ude på vejen.
Pigen strækker sig,...det var en dejlig drøm, bare den kunne fortsætte....men hun ........osv